0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privatfoto
Foto: Privatfoto

Ida Bigum Nielsen, direktør for Grand Départ Copenhagen Denmark, havde rigeligt at se til, da Tour de France ramte Danmark.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

7 døgn med Tour-direktør: »Selvom starten er gået, har jeg ingen idé om, hvad der foregår i cykelløbet«

Rigtig mange ting skulle klappe på én gang under de tre tour-etaper i Danmark. Her fortæller Ida Bigum Nielsen, direktør for Grand Départ Copenhagen Denmark, om de hektiske dage op til og under afviklingen, hvor hun mødte udfordringer som parkering, corona og silende regnvejr, men også blev ramt af overvældende positive følelser undervejs.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tirsdag den 28. juni

Jeg vågner klokken seks på hotel Bella Sky, hvor jeg tjekkede ind i går og skal bo indtil lørdag, når første etape i København er overstået. Det giver god mening for mig at være tæt på Bella Center, hvor vi har etableret et kontor i disse dage og samlet store dele af vores nationale sekretariat. Det er rart at spare transporttiden til og fra mit hjem, og det er næsten nemmere at være helt væk fra familien i denne uge end at være en kaotisk ikke-nærværende mor, der stort set ikke er hjemme.

Inden jeg går på kontoret, skal jeg lave interview med TV 2 på H.C. Andersens Boulevard, hvor de er begyndt at spærre af til fredagens etape. Det handler meget om sikkerhed, og mine hovedpointer er, at alt er grundig planlagt og at enormt mange mennesker er involveret i sikkerheden, både politi, beredskabsmyndigheder, hjemmeværnet og så videre.

Bagefter tager jeg ud til Bella Center og holder briefing med hele teamet online. ASO-holdet (Amaury Sport Organisation, arrangør af Tour de France, red.) er på vej, og i dag er der officiel åbning af pressecenteret Permanencen, så nu begynder der virkelig at ske nogle ting.

Dog blev det SAS-fly, som ASO skulle ankomme med i går, aflyst, og det er stadig en stressfaktor i dag, for vi ved ikke, om der udbryder strejke. Nogle af dem, der blev ombooket i går, kommer nemlig i løbet af i dag og andre onsdag og torsdag, Så vi gør meget for at finde mulige alternative løsninger.

I dag bruger jeg også en del krudt på, at der er lidt corona-panik i cykelsporten, og det har betydning for holdpræsentationen i morgen, hvor rytterne skal på scenen. Det diskuteres, om de skal have mundbind på undervejs, og jeg er bekymret for, hvad det vil betyde for showet.

Da jeg tidligt på aftenen taler i telefon med min datter om, at hun skal huske aftersun, går det op for mig, at jeg ikke selv har været udenfor hele dagen.

Vi afholder børnepressekonference ud på eftermiddagen, hvor rytterne er med online på grund af corona. Det ærgrer mig lidt, men det ender alligevel med at blive en rigtig fin seance. Børn har en dejlig afvæbnende måde at spørge på – for eksempel hvad rytterne tænker på, når de cykler – og voksne svarer også mere uden filter.

Jeg giver endnu et interview om sikkerhed med B.T., og da jeg tidligt på aftenen taler i telefon med min datter om, at hun skal huske aftersun, går det op for mig, at jeg ikke selv har været udenfor hele dagen.

Jeg er i godt humør, da jeg kommer tilbage på hotellet om aftenen. Det føles godt, at vi for alvor er gået i luften i dag, men jeg er stadig nervøs for, hvad der kommer til at ske med SAS i morgen.

Onsdag den 29. juni

Jeg står tidligt op, tænder for TV 2 News og kan konstatere, at SAS-strejken er udsat 72 timer. Kæmpe lettelse! Jeg får straks fat på ASO for at fortælle, at de kan godt kan flyve. Det er så dejligt at få det problem af vejen fra morgenstunden.

Jeg sidder på kontoret i Bella Center hele formiddagen, hvor en af dagens små uforudsete problemer er, at de ankomne samarbejdspartnere får uddelt parkeringsbøder, mens de netop står i kø til at få parkeringstilladelse. I det hele taget bruger vi meget tid på at planlægge biler og parkeringsforhold, som bliver en kæmpe puslespil de næste dage.

Senere tager jeg ind til nogle af vores folk på Københavns Rådhus og finder ud af, at ASO’s egne storskærme under etaperne ikke kan vise dansk tv-signal, så det skal uden tvivl løses. I sådan en situation reagerer jeg typisk ved at tage en konkret snak med den involverede medarbejder om: Hvor står vi lige nu? Hvad er din plan for at løse problemet? Jeg gør netop en dyd ud af, at mine medarbejdere ved præcis, hvad de skal, og ofte ved de det også allerede selv.

Først omkring 15.30 har vi fået styr på, hvem der skal bære mundbind i aften under den store holdpræsentation i Tivoli. Alle skal have dem på, når de ankommer på scenen, og derefter kan rytterne tage dem af. Jeg frygter, at det bliver noget rod, men er lettet over endelig at have taget en beslutning.

Jeg føler mig rimelig flad, da jeg senere går en tur rundt i byen. Til gengæld får jeg en større tro på, at folk faktisk interesserer sig for cykling, og at det ikke bare er os, der hele tiden taler om gul folkefest. Overalt har folk taget opstilling for at se rytternes paradekørsel ind til Tivoli. Det er meget overvældende.

Showet om aftenen klapper helt perfekt. Solen skinner, der er blomster overalt, Tivoli-Garden går forbi, og der er mega mange mennesker. Jeg får konstant spørgsmål og opkald, men alt flasker sig, selvom Christian Prudhomme (direktør for Tour de France, red.) ankommer lige til øllet.

Der er en elektrisk stemning, da det hele er slut, og jeg render rundt og krammer alle fra vores team. De seneste uger har været et langt sejt træk, hvor vi har haft travlt, men ikke fået nogle reaktioner på vores arbejde endnu, så i aften har virkelig været en forløsning.

Privatfoto
Foto: Privatfoto

I dagene op til de de danske tour-etaper må Ida Bigum Nielsen give mange interviews om sikkerheden.

Torsdag den 30. juni

Dagens første programpunkt er et cykeltopmøde, som Københavns Kommune er vært for. Derfor møder jeg også mange af mine kolleger fra kommunen, som jeg skal tilbage til efter Tour de France. På vej derind får jeg en melding om, at der er styr på det famøse tv-signal til storskærmene, så det er dejligt, at jeg kan sætte hak ved det i mit hoved.

Jeg laver også et kort interview, som igen handler om sikkerhed og publikumsadfærd. Jeg føler, jeg har sagt de samme ting mange gange, men omvendt er det positivt med fokus på det. Sikkerheden omkring etaperne er uden tvivl den største ubekendte faktor, for vi ved ikke, hvordan folk vil opføre sig?

Jeg er på kontoret om eftermiddagen, hvor jeg laver endnu et interview. Denne gang med P4 Sjælland, som vil tale om – surprise – sikkerhed og publikumsadfærd. Vi får også gjort status over økonomien, for man kan hurtigt komme til at bruge for mange penge i den sidste tid. Heldigvis ser det fornuftigt ud.

Jeg prioriterer halvanden times pause på hotellet, og det viser sig senere at være godt givet ud, for jeg skal til gallamiddag på rådhuset om aftenen og er først tilbage efter midnat, hvor jeg må tage mig af de sidste praktiske ting over sms. Det handler mest om parkering af biler og om beredskabet, da vejrudsigten for fredag ser grå ud.

Jeg er ret nervøs for i morgen. Efter den fantastiske holdpræsentation i Tivoli har i dag været en slags mellemdag, hvor også Minkkommissionen har fyldt i mediebilledet, så jeg har lidt følelsen af at tabe momentum. Til gengæld er jeg ikke nervøs for logistikken, som er helt på plads.

Fredag den 1. juli

I dag er dagen, hvor det hele skal klappe. Første etape skal køres i København, og det føles som en emotionel dag. Jeg kan mærke, at jeg virkelig begynder at savne min familie, men det lykkes mig at mødes med min mand og yngste datter i metroen på vej ind mod byen. Det bliver en hurtig krammer på en metroplatform, og det er dejligt.

Efter det lille energikick får jeg endnu et kick af at køre med metroen, for alle taler om Tour de France! Det er sjovt at sidde og høre folk diskutere, hvor ruten går, og hvor de skal stille sig.

Jeg stiller mine ting på Rådhuset, og for at suge endnu mere energi ind, går jeg en tur ind på ruten og over målstregen om formiddagen. Der er allerede totalt proppet med mennesker og god stemning, selvom der er fem timer til start.

Pludselig kommer der drøn på. Nu skal jeg og flere andre fra sekretariatet være klar til at tage imod bestyrelsesmedlemmer, regeringen og så videre, og det helt store drejebogsshow går i gang. Jeg ender backstage tæt ved startområdet klokken 12.30, og mens en masse mennesker ankommer, tikker beredskabs-sms’er ind om farligt vejr på vej.

Klokken tre vælter det ned med regn. Jeg er simpelthen så ærgerlig over det. Det er vildt uoverskueligt, og vi render rundt om hinanden, mens vi har næsten hele regeringen og flere borgmestre på besøg. Jeg sender hurtigt en runner afsted for at finde så mange paraplyer som muligt. Selvom starten er gået, har jeg ingen idé om, hvad der foregår i cykelløbet.

Det er først tidligt på aftenen, at jeg for alvor mærker cykelstemningen. Jeg kommer ned til målområdet, det klarer op, og vi kan endelig få helikopteren i luften, så vi kan vise billeder fra København til resten af verden. Og heldigvis er publikum blevet stående dagen igennem.

Jeg er helt most og har glemt at spise hele dagen, men jeg skal videre til middag på den franske ambassade halv ni. Heldigvis er det stille og roligt, men da jeg rammer puden klokken et om natten, er jeg fuldstændig færdig og har ikke helt fornemmelsen af det event, vi har fyret af i dag.

Privatfoto
Foto: Privatfoto

Inden det hele går løs får tour-direktøren mulighed for at gå langs ruten helt alene og kan heldigvis konstatere, at der allerede er mødt mange publikummer op.

Lørdag den 2. juli

Jeg står op 5.45 og er stadig ret træt, men jeg skal have pakket til de næste dage, hvor vi skal videre ud i landet. I Roskilde mødes jeg med vores talsmand Alex Pedersen og den lokale borgmester. Vi har en rigtig hyggelig gåtur hen til det officielle startsted. Folk er mødt talstærkt op ved ruten i god tid, og alle smiler og hilser.

Jeg er simpelthen så lettet over, at alt er gået godt fredag, og der ikke har ikke været nogen problemer i forhold til beredskabet. Min nervøsitet er fuldstændig forduftet, og i dag er der bare to ting, jeg er opmærksom på: At alle kommer over Storebæltsbroen som planlagt – både feltet og bilerne udenom – samt afviklingen af den almindelige motorvejstrafik.

Det bliver en super god dag. Jeg kører i en bil bag feltet med tre andre, og stemningen er helt i top. Vi kan næsten ikke forstå, hvor mange der er mødt op på ruten, og endelig skinner solen, så Danmark kan vise sig fra sin bedste side. I Nyborg, hvor etapen slutter, er der kæmpe fest i gaderne med musik og mennesker alle vegne. Det bliver tydeligt for mig, at touren også bare er en undskyldning for, at en hel by kan mødes og have det dejligt sammen.

Først langt ud på aftenen sætter vi næsen mod Vejle, hvor vi skal overnatte, og i bilen får jeg debriefet med alle nøglepersoner om dagens forløb. Heldigvis har der blot været ganske små udfordringer. Jeg fanger også familien over Facetime og hører om deres dag. De stod i Nyborg, da vi kom kørende, og jeg fik kun vinket kort til dem, men det betyder vildt meget for mig, at de var med derude.

Jeg har igen knap nok spist hele dagen, så det bliver et hurtigt stop ved McDonald’s i Fredericia. Det er endnu en sørgelig dag på spisefronten, men på alle andre parametre har den været fantastisk.

Det bliver tydeligt for mig, at touren også bare er en undskyldning for, at en hel by kan mødes og have det dejligt sammen.

Søndag den 3. juli

Jeg har et interview med TV Avisen fra morgenstunden, og det er første gang, jeg bliver stillet spørgsmålet: Hvad så nu? Kunne I finde på at gøre det igen? Jeg svarer, at jeg har andre at takke for, at vi overhovedet har touren i Danmark, så hvad de har tænkt sig må stå en i det uvisse.

Inden det officielle startprogram er der tid til en gåtur rundt i Vejle, hvor vi alle er ret overtrætte og griner af åndssvage jokes, der flyver rundt. Heldigvis er der ikke det store run på lige nu, så det eneste, der fylder i hovedet, er logistikken omkring afgangen fra Sønderborg for hele tour-maskineriet. Den er ret vigtig for, at vi får sluttet vores del godt af.

Da vi ankommer til startområdet, får jeg lov at sidde med i førerbilen med Christian Prudhomme. Det er simpelthen den fedeste oplevelse, og for første gang får jeg oplevet cykelløbet på tæt hold. Magnus Cort går i udbrud, så vores bil følger ham de første 92 kilometer, hvor alle står og brøler, hepper og flager. Hvis jeg på noget tidspunkt de andre dage har været i tvivl om, hvorvidt folk har været glade for vores arbejde, så er det fuldstændig manet til jorden nu. Det giver et kæmpe kick.

Jeg har faktisk tid til at nyde cykelløbet undervejs, men da jeg når Sønderborg, er der til gengæld kun tid til et hurtigt toiletstop, før jeg må løbe ned til den presseansvarlige på havnen og lave interview med TV 2 News.

Lige inden interviewet går i gang, får jeg besked på telefonen om skyderiet i Field’s. Jeg er chokeret og bliver pludselig helt kort for hovedet. Vi ved ikke, hvad situationen er, og selvom det ikke umiddelbart har noget med touren af gøre, starter alle mulige processer. Det samlede beredskab bliver påvirket, og vi begynder at diskutere, hvad vi skal gøre med den efterfølgende reception på Kongeskibet Dannebrog.

Jeg beslutter ret hurtigt, at vi stopper al ekstern kommunikation, indtil vi ved mere. Det gælder den opsamlende pressemeddelelse, aktiviteten på sociale medier og så videre, for jeg synes ikke, vi skal have jubelseancer lige nu.

Receptionen bliver også aflyst, så det bliver en meget anden aften, end vi havde forestillet os. Vi var så klar til at mødes alle sammen for at fejre, men nu bliver det en stille afslutning. Det er åbenlyst ikke os, det er synd for, men det er underligt at være i.

Mandag den 4. juli

Det er dagen derpå, og der skal ikke ske det store. Efter morgenmaden kører jeg med kolleger hjem mod København. Vi er enige om, at vi godt kan begynde så småt at kommunikere til omverdenen igen, nu hvor der er klarhed over situationen i Field’s.

Jeg bliver sat af i Nyborg, hvor min familie stadig er, og det er skønt at se dem igen. De er nok også glade for, at det hele er slut, for jeg fornemmer efterhånden, at de ikke gider høre mere om Tour de France. For mig føles det dog ret tomt, at det nu er ovre. Men sådan har jeg haft det hver eneste gang, jeg har afsluttet et stort event. Nu har jeg været vant til at køre i et højt tempo længe og have en meget uforudsigelig dag, så lige nu er det svært at forstå, at der ikke er run på hele tiden.

Det er væltet ind med henvendelser og lykønskninger på mail, Instagram, LinkedIn og andre steder, og det er helt fantastisk. Jeg har slet ikke overblik over det, og det kommer til at tage mig flere dage at svare. Men så kan jeg i det mindste forlænge tour-følelsen lidt endnu.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage